Salvador Dalí som duftnavn tilhører en sjælden niche, hvor parfumeri og visuel kultur er uadskillelige. Mærket opstod i begyndelsen af 1980'erne, da den første parfume med Dalí’s navn kom i en begrænset udgave, og det bredere duftprojekt fulgte kort efter. Selvom duftene skabes af parfumører, er den følelsesmæssige krog umiskendeligt dalísk: en invitation til at betragte en parfumeflaske som et objekt, ikke blot emballage. Denne idé blev mærkets signatur, mest mindeværdigt gennem designs, der genkalder kunstnerens tilbagevendende motiver, herunder stiliserede læber og et skulptureret ansigt, der gør duft til noget samlerværdigt og udstillingsværdigt.

I detailhandelen befinder Salvador Dalí-dufte sig i det tilgængelige designersegment, men de opfører sig anderledes end en standardlancering fra en kendt person eller et modemærke. Kunden køber ofte ind i en kulturel reference, selv hvis vedkommende ikke er kunstspecialist. Flasken alene kommunikerer et synspunkt, hvilket gør mærket særligt stærkt som gave og som et nysgerrighedskøb. Samtidig er duftene selv typisk udviklet til at kunne bæres, idet de balancerer kreativ indramning med velkendte strukturer, så de kan passe ind i daglig brug frem for at blive stående på en hylde som en kuriositet.

Salvador Dalí-navnets levetid inden for parfumeri afspejler, hvordan forbrugere køber identitet. For nogle er det nostalgi efter en klassisk æra inden for europæisk parfumeri; for andre er det glæden ved at eje noget lidt excentrisk på et marked, der kan føles visuelt ensartet. I et stort skønhedskatalog fungerer mærket som en indgang til kunstledet duft og tilbyder et genkendeligt navn, udtryksfuld præsentation og en følelse af fortælling, der ikke er afhængig af markedsføringsstøj. Folk vælger det fortsat, fordi det føles særpræget, velegnet som gave og forankret i en verden ud over duft alene.